
Test article news No 2
24/10/2023
Tre spillere startede finalerunden ved Zozo Championship foran Collin Morikawa. De vidste det måske ikke, men allerede før de gik på banen, var det andenpladsen, de kæmpede om.
Morikawa havde ikke vundet på PGA Tour siden The Open 2021, og var uden sejr af nogen som helst kaliber siden DP World Tour Championship i november samme år. Men 23 måneder sletter ikke vinderinstinktet fra harddisken. 23 måneder eroderer ikke dybt funderet klasse.
Ingen af de tre spillere foran Morikawa havde prøvet at vinde på PGA Tour. Heller ingen af dem var bedre end par søndag på Accordia Golf Narashino Country Club. Justin Suh, den førende spiller, faldt helt ned til 10. pladsen med en skuffende 74’er, mens Beau Hossler og Eric Cole selv med sene birdies kun kunne spille lige op med banens par 70 for at dele andenpladsen.
Læs også: Enden er nået for Thomas Bjørn
Det var ikke engang i nærheden af at være konkurrencedygtigt mod Morikawa. Den dobbelte majorvinder vandt sin sjette PGA Tour-titel i suveræn stil med seks slag.
Det var turneringens laveste runde, der førte en stensikker sejr med sig. Syv birdies og 11 pars gav en 63’er. Højst imponerende var det, men knap så spændende. Præstationen var til dels et produkt af Japan, landet hvor Morikawas far kommer fra. Forbindelsen til folket var med til at give noget ekstra, forklarede vinderen på sit pressemøde.
- Det giver noget, jeg kan se tilbage på. At være halvt japaner, og at kunne connecte med folket herude, det betyder alverden. Og når man er i stand til at inddrage det lille aspekt, kan det nogle gange hive lidt mere frem i en - ligesom når man repræsenterer USA ved Ryder Cup eller OL, det skubber en lidt mere. Jeg vidste fra ugens start, at tilskuerne selvfølgelig hepper på de japanske spillere, men jeg ser mig selv som en halvt japansk spiller, så jeg havde en utrolig følelse, og jeg glæder mig til at komme tilbage mange, mange gange, sagde han.







